Newsec Egeskov & Lindquist - 2018-01-16

Salg & Udlejning, Projektudvikling, Ejendomsmarkedet

Ejendomsbranchen bliver virtuel

Forestil dig, at du på nettet har udset dig drømmehuset ved eksempelvis Roskilde Fjord, og din bedre halvdel er på konference i New York. Hvad gør man så, når tiden kan være en afgørende faktor? Det er intet problem med et par Virtual Reality-briller, som man kobler sin smartphone til for derefter at træde ind i huset og besigtige det sammen fra hvert sit kontinent.

Virtual Reality (VR) bliver fremtiden, og fremtiden er her allerede, da tilbuddet pt. eksisterer i ejendomsbranchen – dog stadig i et beskedent omfang. Men om få år har ejendomsbranchen taget VR til sig som et almindeligt værktøj til opgaveløsning og kundetilbud. Det er i hvert tilfælde den skråsikre vurdering fra Joachim Werther Jensen, Co-Founder i Virtual Reality – Denmark (VRDK), som er en dansk virksomhed, der leverer unikke løsninger inden for VR, AR (Augmented Reality) og 360° Video. Hos VRDK oplever de en markant stigende efterspørgsel samtidig med, at de selv kan blive overraskede over, hvor hurtigt teknologien bevæger sig frem.

VR, AR og 360° Video bygger på den samme teknologi, men produkterne er væsentligt forskellige. 360° Video kan defineres som en underkategori af Virtual Reality, og kort sagt er det en video uden begrænsningerne af en fjerde væg. Du kan se 1:1 hele 360 grader rundt, og det føles derfor som at være en del af filmen selv, uden at du dog kan interagere med den. Det kan du dog med AR, hvor du i stedet får tilføjet et filter eller et ekstra lag på virkeligheden. Mobilspillet Pokémon Go er et godt eksempel på Augmented Reality, hvor fiktive Pokémon figurer, via mobilen, kan ses rundt omkring i den virkelige verden. Omvendt kan Virtual Reality beskrives som et andet univers, hvormed du selv interagerer – eksempelvis en VR-film af en ejendom, som du kan træde ind i og for eksempel flytte vægge og møbler eller måle op samtidig med, at lysindfaldet ændrer sig realistisk i forhold til dine ændringer og tid på døgnet.

Virtual Reality i ejendomsbranchen er ikke tænkt som forførende ejendomslir eller et blindt forsøg på at hoppe med på det sidste nye teknologiske påfund. Ud over de imponerende tekniske muligheder, har flere VR-løsninger den praktiske dimension, at en lejer for eksempel kan besigtige og udforske et lejemål i detaljer via sin smartphone eller computer og på den måde danne sig et realistisk indtryk af stedet uden at skulle bevæge sig uden for en dør. Dermed ikke sagt at en virtuel tour kan erstatte at se et lejemål eller en ejendom i virkeligheden, men den kan spare tid og ressourcer for alle parter ved, at en potentiel lejer/investor kan få en god fornemmelse for, hvilke lejemål/investeringsejendomme, der reelt er relevante, og som de så kan nøjes med at tage ud og besøge i real reality. Og spørger man Joachim Werther Jensen om, hvilke VR-løsninger der har det største potentiale for ejendomsmæglerbranchen, så er der flere områder, hvor både 360 graders video og unikke VR-løsninger kunne implementeres, da det (endnu) er en ekstraordinær kundeservice, der samtidig sparer tid for både kunder og mæglere.

Augmented Reality, der i øjeblikket står på tærsklen til det store, brede gennembrud, giver virkeligheden et digitalt lag ved at kombinere data fra den fysiske verden med digital 3D-grafik. På den måde bliver virkeligheden udstyret med et ekstra lag information, når en medarbejder f.eks. kigger på et produkt igennem en tablet, smartphone eller briller. Teknologien har hidtil været brugt inden for underholdning og som forskningsprototyper. Men AR har også store potentialer inden for arkitektur, industri og til turistoplevelser. I virksomheder kan det f.eks. bruges til undervisning, træning og online støtte, medarbejderen skal ud i mere avancerede opgaver. AR kan også gøre det nemt for industrimedarbejdere at omstille sig nye samleprocesser eller at gennemskue hvilken maskindel, der skal skiftes, når f.eks. en pumpe skal repareres.

Stort potentiale med Augmented og Virtual Reality i byggebranchen

”Inden for byggebranchen og ejendomsprojektudvikling har VR og AR den fordel, at du ved hjælp af ofte allerede tilgængelige data fra plantegninger, arkitekter og ingeniører kan skabe 3D-filer, såkaldte BIM-filer (Building Infomation Modeling), hvor man kan undersøge og flytte alt fra faldstammer til bærende vægge og se konsekvenser ved varmepåvirkning af konstruktionsmaterialer”, forklarer Joachim Werther Jensen. Derudover kan andre, som har filen åben følge de ændringer, der bliver lavet i realtid. Det vil også sige, at folk der har svært ved at forestille sig, hvilken visuel betydning for eksempel en renovering har for en ældre bygning, nu kan få det vist ved hjælp af AR.

Udviklingen inden for VR har de sidste to år for alvor taget fart og fået feltet til at ekspandere kraftigt. Det skyldes dels mobiltelefonens forbedrede hardware, software og webkamera, der spiller sammen med udviklingen i VR-teknologien, der dels blev gjort brugervenlig for almindelige mennesker og tilgængelig på forbrugermarkedet. Det har betydet, at der inden for stort set alle brancher nu viser sig mange nye muligheder inden for VR/AR/360° Video – og ikke mindst ejendomsbranchen. Byggebranchen er et godt eksempel på, at den i dag arbejder med software, som har inkorporeret mange VR-funktioner i sig, hvilket giver flere muligheder og samtidig gør VR/AR-løsninger nemmere at implementere.

Kun fantasien sætter grænser for, hvilke døre, virtuelle som virkelige, teknologien inden for VR og AR kan åbne i morgen.

 

Regitze Lund

Associeret partner, seniorrådgiver
MRICS, ejendomsmægler & valuar, MDE
Silkegade 8, 1113 København K

Kontaktdata Klik her, hvis jeg skal kontakte dig
Kontakt os
Jeg kontakter dig
x

Kontakt os

Regitze Lund

+45 28 94 81 44 regitze.lund@newsec.dk

Jeg kontakter dig

Oplys dine kontaktdata og jeg kontakter dig inden for 48 timer.