Newsec Advisory udvider partnerkredsen

Newsec Advisory udvider partnerkredsen

30. januar 2019, Newsec Advisory A/S

Jesper Jensen og Anders Hornskov Jakobsen er pr. 1. januar 2019 indtrådt i partnerkredsen for Newsec Advisory, der er blandt landets største ejendomsrådgivere med speciale i erhvervs- og investeringsejendomme.

Jesper Jensen, som har en HD i Organisation og Ledelse, kom til Newsec Advisory i 2016 fra en stilling som erhvervsmægler i Nybolig Erhverv i Roskilde. I Newsec Advisory arbejder Jesper Jensen i Investering & Capital Markets-segmentet og har mere end 10 års erfaring som ejendomsrådgiver inden for erhverv. Han er en del af investeringsteamet, der består af 11 medarbejdere, som sælger og rådgiver om investeringsejendomme.

Seniorinvesteringsrådgiver Jesper Jensen er ny partner i Newsec Advisory.

Anders Hornskov Jakobsen har en baggrund som ingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet med en bachelor i Bygningsdesign og en kandidat i Planlægning, Innovation og Ledelse. Anders Hornskov Jakobsen kom til Newsec Advisory i 2015 og beskæftiger sig med udlejning og værdioptimering af større erhvervsejendomme. Han er en del af Salg & Udlejning, som består af syv andre rådgivere.

Seniorrådgiver Anders Hornskov Jakobsen er ny partner i Newsec Advisory.

”Jeg er utrolig glad for, at Anders og Jesper skal være med til at sætte retningen for Newsec Advisory. De har inden for hvert sit område bevist deres værd, siden de kom til forretningen. Jesper trækker på sit indgående markedskendskab, naturlige evne til at skabe langvarige kunderelationer og har på kort tid håndteret flere større porteføljesalg af investeringsejendomme. Anders har faciliteret gode og spændende rammer for rigtig mange mennesker. Han har som rådgiver øje for at imødekomme lejernes behov og bygge bro til udlejerne for at lave den bedst mulige aftale for alle parter, når det kommer til udlejning og salg af større erhvervsejendomme og domiciler,” siger administrerende direktør i Newsec Advisory, Henrik Lyngskjold. 

Styrket international tilstedeværelse

Newsec Advisory, der tidligere hed Egeskov & Lindquist, blev i 2016 en del af Newsec, der opererer inden for serviceområderne Property Asset Management og Advisory i syv nordiske og baltiske lande – og senest i London, hvor Newsec Advisory åbnede kontor sidste år. Og de internationale rådgivningsopgaver og ejendomstransaktioner kommer, ifølge Henrik Lyngskjold, til at fylde mere for Newsec Advisory og virksomhedens partnerkreds:

”Vores nye ledelseshold kommer fortsat til at have fokus på at udvikle og styrke Newsec Advisorys ambitiøse tilgang over for vores danske og stadig flere internationale kunder. Partnerkredsen har indtil nu bestået af efterhånden garvede herrer i branchen, men med Anders og Jesper – fra hvert deres forretningssegment – med ombord kan vi sikre et stærkt hold af både erfarne og unge specialister, som har fingeren på pulsen og kan følge med i det hastige marked, vi ser i dag,” siger Henrik Lyngskjold.

Newsec i Danmark har 480 medarbejdere med kontorer i København, Kgs. Lyngby, Aarhus og Næstved.

 

Kontakt

Henrik Lyngskjold Seniorpartner, MRICS, cand.merc. +45 26 12 13 90