Underholdning, gode oplevelser og kvalitet skal sikre detailbranchen

21. november 2018, Newsec Advisory A/S

Oplevelser, underholdning og kvalitet er tre faktorer, der skal sikre detailejendommes overlevelse. Den voksende turisme kombineret med økonomisk højkonjunktur og stigende privatforbrug giver vækst blandt restauranter, caféer og shoppingcentre, og klassiske butikker der satser på kvalitet og service vokser faktisk i et ellers presset detailmarked.

Et stigende privatforbrug kombineret med en forbedret forbrugertillid de seneste år, hvor forbrugerne forventer en bedre økonomisk situation om et år, giver medvind for restauranter – og hotelbranchen. Derudover er der efterspørgsel efter eksport af danske mærker blandt tøj, sko og smykker, som er steget med 11% fra 2016 til 2017, og denne udvikling er fortsat ind i 2018.

Et eksempel på en forretning hvor satsning i kvalitet og service er kvitteret med højere omsætning, er Illums Bolighus, der har været gode til at finde attraktive lokationer i blandt andet Tivoli og Københavns Lufthavn, hvilke gav dem et voksende overskud i 2017.

Danskeres og turisters lyst til at gå ud og spise kan i den grad mærkes i restaurationsbranchen. Det giver blandt andet også plads til fornyelse og eksperimentelle bespisningssteder i de store byer. Torvehallerne, Copenhagen Food Court og alternative shopping-oplevelser udfordrer traditionelle restauranter og supermarkeder. Modsat kæmper mange i detailsektoren med omsætninger, der ligger 10% lavere end i 2008 på trods af, at privatforbruget i dag ligger over niveauet for ti år siden.

Stor efterspørgsel på detailejendomme i København og omegn

Tomgangen i København by er på et år steget fra 3,5% til 4,6%, hvilket dog stadig er lavt sammenlignet med tomgangen på landsplan, der er på 6,2%. I Københavns omegn er tomgangen på 3,7%, som er endnu lavere end både København by og landsgennemsnittet, hvilket signalerer et godt marked i og omkring København.

For primære strøgejendomme, hvor beliggenheden er særdeles attraktiv, er forrentningskravet 3,5%, endda i få tilfælde lavere, mens det i de sekundære områder er i niveauet 5,5 - 6,0%. Lejeniveauet for de mest attraktive detail-kvadratmeter i Københavns centrum er på 18.000 - 22.500 kr. pr. kvadratmeter. Sekundære beliggenheder ligger på omkring 10.000 kr. pr. kvadratmeter.

Tomgangen falder fortsat i Jylland

I de populære regioner i Jylland er tomgangen ligeledes lav. Tomgangen i Østjylland ligger i et stabilt niveau omkring 5,4 - 5,9%, og vores forventninger til udviklingen i 2018 er lidt faldende tomgang.

Centralt i Aarhus ses der også eksempler på transaktioner med forrentningskrav helt nede på 4,0%. Markedslejen for de primære ejendomme i regionen ligger på 6.000 - 7.500 kr. pr. kvadratmeter. For sekundære beliggenheder er forrentningskravet mellem 5,3 - 5,75%, og lejen mellem 3.000 - 6.000 kr. pr. kvadratmeter.

I Trekantområdet ligger afkast og markedsleje for de bedste placeringer på 4,8%, en middel placering på 7,0% og en placering under middel på over 8,0%. Gennem de senere år har der ikke været de store ændringer i toplejeniveauerne, som stadig ligger i niveauet 3.000 kr. pr. kvadratmeter, mens middelniveauet ligger på 1.600 kr. pr. kvadratmeter, og under middel ligger på 800 kr. pr. kvadratmeter.

Kontakt

Brian Tretow-Loof Direktør, Seniorpartner, HD, MDE, MRICS +45 40 20 78 70