Fra lækre frøer til lækre lokaler

Galle & Jessens gamle chokoladefabrik er omdannet til attraktive kontorlokaler for en række virksomheder. Newsecs projektafdeling har stået for at opgradere og indrette ejendommen til et moderne flerbrugerhus.

Galle & Jessen var engang kendt for at lave lækre chokoladefrøer på sin fabrik ved Vibenshus Runddel, hvor frøerne også hoppede i neon på skorstenen. Frøerne er for længst forsvundet, og nu er de gamle fabrikslokaler i København forvandlet til lækre kontorlokaler, der tiltrækker virksomheder inden for blandt andet IT og digital rådgivning.

Vibenshuset er et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre at vende tomgang til fremgang ved at opgradere kontorlokaler og skræddersy lejemålene til de enkelte lejeres behov.

Fra domicil til flerbrugerhus

Frem til 2011 husede den tidligere chokoladefabrik IBM's danske domicil. Da IT-giganten flyttede ud, viste det sig som en udfordring at udleje de over 23.000 kvadratmeter kontorlokaler igen. Ejeren Topdanmark besluttede sig for at gå nye veje og omdanne domicilejendommen til et attraktivt flerbrugerhus ved hjælp af en gennemgribende modernisering, ny indretning og nye faciliteter. 

Topdanmark tog kontakt til Newses projektafdeling, som udarbejdede et oplæg til, hvordan ejendommen kunne opdeles og indrettes til det nye formål. På den baggrund kunne de første virksomheder i sommeren 2013 flytte ind i den renoverede bygning, og siden er stadigt flere lejere kommet til. I sommeren 2017 var over 75 procent af Vibenshuset udlejet, og der var lejetilbud på den resterende del.

Lejerne stiller større krav

Newsec har stået for den samlede indretning og design af husets fællesarealer – herunder reception, kantine, kaffebar og lounge – og for tilpasning og indretning af de enkelte lejemål i takt med, at nye lejere er flyttet ind. Arbejdet er gennemført i tæt samspil med både ejer, lejere og entreprenører.

”Virksomheder stiller større krav til kontorlokaler i dag end tidligere. Det betyder meget for lejerne, at faciliteterne er attraktive, og at indretning og miljø kan skræddersys i forhold til virksomhedens behov,” siger projektleder Ivan Kristensen, som har stået i spidsen for projektet i Newsec.

Stor erfaring med bygherrerådgivning

Newsec har stor ekspertise i at rådgive og gennemføre projekter for ejendomsejere, hvor man samtidig fungerer som sparringspartner for lejerne og indarbejder deres ideer og ønsker til lejemålet. På den måde sikrer Newsec, at løsningerne skaber værdi for begge parter. 

”Vi er vant til rollen som bygherrerådgiver og kan nytænke en ejendom, så den fungerer bedre, mens vi samtidig har fokus på omkostninger og den langsigtede værdi for ejerne. Vi er også vant til at spille med på lejernes ideer og komme med kreative løsningsforslag til dem,” siger Ivan Kristensen, der netop er i gang med at udarbejde indretningsforslag til yderligere to lejere i Vibenshuset.

  • Resumé Byggeteknisk Rådgivning
  • Beliggenhed Gladsaxevej i Søborg
  • Kunde Vibenshus
  • Status 2017
  • Serviceydelser Opgradering og indretning

Galleri