Ejendomsinvesteringer 3. kvartal 2022
Investeringsaktiviteten aftog i 3. kvartal, og lå lavere end i både 2020 og 2021. Der blev handlet ejendomme for 11,3 milliarder kr. i 3. kvartal 2022. Det er en tilbagegang på 47 pct. sammenlignet med 3. kvartal 2021. Faldet skal dog ses i lyset af et meget højt niveau i 2021.
01. JULI 2022
▪ 4 Min læsetid

Del
Tags
Tilbagegang i investeringsaktiviteten på 47% sammenlignet med 3. kvartal 2021
Investeringsaktiviteten aftog i 3. kvartal, og lå lavere end i både 2020 og 2021. Der blev handlet ejendomme for 11,3 milliarder kr. i 3. kvartal 2022. Det er en tilbagegang på 47 pct. sammenlignet med 3. kvartal 2021. Faldet skal dog ses i lyset af et meget højt niveau i 2021.
Den samlede transaktionsværdi for 1. til 3. kvartal var 56 mia. kr. Dette, historisk set, høje niveau blev trukket op af høj aktivitet i første halvår. Samlet set tegner der sig et billede af en klar afmatning i ejendomsinvesteringerne fra midten af 2022.


Investorernes interesse for ejendomme er primært rettet mod boligudlejningsejendomme, der i indeværende del af 2022 har tegnet sig for 56 pct. af transaktionsværdien. I 3. kvartal blev der handlet boligudlejningsejendomme for 6,9 mia. kr. Det var 53 pct. lavere end samme periode 2021. Det betydelige fald i boligtransaktionerne var den væsentligste årsag til nedgangen i den samlede investeringsaktivitet.
Efterspørgslen efter industriejendomme har været stigende siden 2000. Med en samlet transaktionsværdi på 8,3 mia. kr. i indeværende del af 2022 stod segmentet for 15 pct. af transaktionsværdien. Handlen med industriejendomme faldt dog markant til 0,9 mia. kr. i 3. kvartal. Det er 54 pct. lavere end samme periode året før.
Kontorejendomme har oplevet en faldende andel af det samlede marked for investeringsejendomme siden 2019. Fra 2019 til 2022 er markedsandelen faldet fra 32 pct. til 13 pct. Det svarer til transaktioner for 7,0 mia. kr. i de tre første kvartaler af 2022 (38 pct. lavere end 2021). I 3. kvartal blev der handlet kontorejendomme for 2,8 mia. kr. Det var 88 pct. højere end samme periode 2021, og et historiske set højt kvartalsniveau.
Handlen med detailejendomme har været faldende siden 2017. Der blev solgt detailejendomme form 6,1 mia. kr. i indeværende del af 2022, hvilket var uændret i forhold til året før. I 3. kvartal blev der handlet detailejendomme for 0,6 mia. kr. Det var 31 pct. højere end samme periode 2021.


Internationale investorer har øget deres tilstedeværelse på det danske marked i de senere år, og stod i 2021 for 58 pct. af den samlede transaktionsværdi. Denne udvikling er fortsat i 2022, hvor der indtil videre har stået udenlandske købere bag 54 pct. af ejendomstransaktionerne. I 3. kvartal var andelen 80 pct.
Der er sket en ”internationalisering” af de udenlandske købere. Før 2021 stod nordiske investorer typisk for 60-75 pct. af de udenlandske investeringer. I 2021 var de nordiske køberes andel reduceret til 34 pct. og yderligere til 21 pct. i 2022.
Nedgangen i investeringsaktiviteten i 2022 skyldes primært, at de nordiske investorer har reduceret deres opkøb af danske ejendomme med 53 pct. Danske aktører har også reduceret deres investeringer (med 16 pct.). Denne udvikling modvirkes delvist af øgede investeringer fra andre udenlandske købere udenfor Norden. I 3. kvartal sås dog også en tilbagegang for denne investorgruppe. For danske og nordiske aktører tog faldet yderligere fart i 3. kvartal.


De internationale investorers interesse har i 2022 stort set kun været rettet mod boligudlejnings- og industriejendomme. 81 pct. af de udenlandske opkøb lå indenfor disse to segmenter. For de ikke-nordiske udenlandske investorer var 90 pct. af deres erhvervelser indenfor bolig- eller industrisegmentet.
Københavnsområdet (København by og Københavns omegn) står normalt for omkring halvdelen af den samlede transaktionsværdi i Danmark. I de tre første kvartaler af 2022 blev der handlet ejendomme for 31,7 mia. kr. i Københavnsområdet, svarende til 49 pct. den samlede transaktionsværdi. Der blev handlet ejendomme for 22,2 mia. kr. i Københavns by, og for 9,6 mia. kr. i Københavns omegn.
Investeringsaktiviteten i landets øvrige store byer var relativt lav. Aarhus, Odense, Aalborg og Trekantområdet tegnede sig tilsammen for kun 8 pct. af transaktionsværdien, mens resten af landet stod for 25 pct.

Seneste artikler
Få de seneste nyheder direkte i din indbakke
Tilmeld dig for at få opdateringer og relevante nyheder fra Newsec. Vi vil ikke kontakte dig oftere end nødvendigt.
