Newsec står i spidsen for omfattende projekt med at udskifte kobbertag og tagkonstruktion på den fredede bygning Radiohuset.
At rådgive om renovering af en fredet bygning er en særlig opgave. Når bygningen ovenikøbet er et ikon inden for dansk arkitektur, stiller det ekstraordinært store krav til rådgiverens erfaring med bevaring af bygningers kulturværdi samt viden om materialer, byggeteknikker og myndighedskrav.
Newsec er bygherrerådgiver for pensionsselskabet PFA, der i sin portefølje har det tidligere Radiohuset på Frederiksberg. Bygningen, der er tegnet af Vilhelm Lauritzen og opført i perioden 1938-58, er flere gange hædret for sin arkitektur og har siden 1994 været fredet som et hovedværk i dansk modernisme.
Radiohuset var gennem mange år hovedsæde for alle DR's aktiviteter og siden for radiovirksomheden, indtil DR i 2006 flyttede til DR Byen i Ørestad. I 2003 erhvervede PFA bygningen, som i dag danner rammerne om Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
Koncertsalen med plads til over 1.000 publikummer er bygningens prægtigste rum, og taget på den store sal er beklædt med kobber.
Koncertsalen har de seneste år haft problemer med utætheder i taget, og da Newsec foretog en inspektion i 2016, blev der registreret over 300 revner i kobberet. En ekspertundersøgelse viste, at taget fra begyndelsen har været forkert konstrueret:
Newsecs projektafdeling vurderede på den baggrund, at det ikke ville være håndværksmæssigt forsvarligt at udbedre revnerne, som var fordelt over store dele af taget. Taget havde en begrænset restlevetid, og det ville kræve hyppige gennemgange og lapninger at opretholde det. Samtidig ville der fortsat være risiko for vandgennemtrængning og følgeskader på koncertsalens interiør.
Projektafdelingen fremlagde derfor et forslag for PFA om at udskifte hele kobbertaget og den underliggende konstruktion. Med udskiftningen kunne det sikres, at taget blev lagt håndværksmæssigt korrekt og fik den nødvendige udluftning, hvilket ville give kobbertaget en levetid på omkring 100 år.
Newsec forelagde PFA fire forskellige scenarier for projektets praktiske gennemførsel, inklusive forskellige budgetter, tidsplaner, fordele og ulemper – blandt andet i forhold til lejernes brug af koncertsalen i byggeperioden.
Projektafdelingen styrede udbuddet af fagentrepriser, indhentede tilbud hos håndværkere og sørgede sideløbende for at få projektet godkendt hos Kulturstyrelsen og kommunen. Varsling af lejerne, dialog med brugerne og orientering af Radiohusets naboer var ligeledes en del af opgaven.
Projektet gik i gang i marts 2018, og udskiftningen af det 1.500 kvadratmeter store tag og genopbygningen af konstruktionen ventes at tage i alt 12 måneder, inklusive opstilling og nedtagning af stillads.