Posthusene vender tilbage i ny form

Posthusene vender tilbage i ny form

19. marts 2019

I takt med at flere og flere fortsat vælger at handle på internettet, stiger antallet af pakkeudleveringssteder. Senest har PostNord oprustet med 500 nye udleveringssteder i hele landet. Men de er ikke alene – flere transportører kæmper om leveringen af pakkerne, og det betyder bedre service for forbrugerne og ændringer i bybilledet.       

De klassiske posthuse er praktisk talt forsvundet de seneste 10 år. I 2010 drev PostNord 96 klassiske posthuse, i 2014 var antallet af posthuse faldet til 21, og i dag er der et enkelt posthus tilbage på Pilestræde i Københavns centrum.

Lukningerne har givet plads til andre butikker i bybilledet og samtidig er tusindvis af mindre udleveringssteder i form af postbutikker og pakkeshops dukket op. Siden 2010 er antallet af PostNords postbutikker gået fra 627 til omkring 1.115 i 2015, og med åbningen af 500 nye udleveringssteder i 2019 vil det være muligt at hente sine pakker hos PostNord 2.000 steder over hele Danmark.

Konkurrencen skærpes mellem pakkedistributører

Den stigende internethandel har skabt en markant efterspørgsel på udleveringssteder fra netbutikker og kunder, og flere pakkedistributører som Bring, DAO365 og CoolRunner har meldt sig i kampen om pakkerne.

Især GLS, der er den næststørste pakkedistributør i landet, har givet konkurrence til PostNord. Allerede tilbage i 2006 åbnede GLS deres første pakkeshop, og i dag har virksomheden mere end 1.500 udleveringssteder i Danmark.

For forbrugerne handler det om, at det skal være nemt og fleksibelt – og det er afhentning i pakkeshops med lange åbningstider, hvor forbrugeren ikke er styret af at skulle være hjemme på et bestemt tidspunkt for at modtage sin pakke. 

Forbrugernes forventninger stiger

Før man begyndte at bygge de traditionelle posthuse tilbage i 1880’erne, brugte man postmestrenes private hjem som postkontorer, men i takt med at antallet af breve og pakker steg var løsningen uholdbar, hvorfor man valgte at bygge de traditionelle posthuse alene beregnet til postvæsenet.

Kigger vi frem mod vores tidsalder, er den samme udvikling måske mere eller mindre ved at ske med håndteringen af pakker. Fra internationale kurerfirmaer der benyttede sig af kiosker, tankstationer og mindre forretninger, hvor pakkerne ligger og flyder bag disken, til en mere professionel håndtering af pakkeudleveringen i form af egentlige postbutikker fra de store spillere på markedet med PostNord og GLS.

Og forbrugerne stiller fortsat krav til postselskaberne. I en undersøgelse om E-handlen i Norden fra 2018 peger PostNord på, at forbrugernes forventningerne til leveringstid, leveringsmåde, kommunikation og ikke mindst service vil stige de kommende år.

 

Kontakt

Morten Jensen Adm. direktør, Seniorpartner, MRICS Registered Valuer, E-MBA, Statsaut. revisor +45 51 68 78 88