Ændringer i Newsec Datea

Flemming Engelhardt stopper som administrerende direktør i Newsec Datea.

2. maj 2018, Newsec Datea A/S

Ejendomsadministrationsvirksomheden Newsec Datea ændrer i sin ledelse, da Flemming Engelhardt, Head of Property Asset Management i Danmark, fratræder. Samtidig forlader 27 medarbejdere virksomheden. Ledelsesteamet vil rapportere til bestyrelsesformand Björn Lindeborg og næstformand Jesper Lok, indtil en ny permanent løsning er på plads. 

”Flemming har haft afgørende betydning for at gøre denne virksomhed til det, den er i dag, ved at stå i spidsen for virksomhedens rejse fra en intern ejendomsadministrationsafdeling til en konkurrencedygtig virksomhed i et åbent marked. Newsec Datea står nu over for nye udfordringer og skal blive en moderne leverandør af innovative tjenester. Bestyrelsen har derfor indledt processen med at finde lederen til den næste del af rejsen,” siger Björn Lindeborg, Head of Newsec Property Asset Management og bestyrelsesformand i Newsec Datea. 

Newsec Datea, som blev købt af Newsec i sommeren 2017, har gennem de seneste seks måneder identificeret forbedringstiltag, som man nu arbejder med at implementere med en målsætning om at skabe en organisation, der kan møde morgendagens udfordringer. 

”En konklusion er, at vores organisation kommer til at se anderledes ud i morgen end i dag. Vi får brug for nye kompetencer og kommer til at forandre den måde, vi arbejder på. Som en konsekvens af dette er vi også nået frem til, at vi er nødt til at opsige et antal medarbejdere. Det er aldrig det ønskede resultat, men vi er overbevist om, at det er det rigtige at gøre, hvis vi skal være en aktør, man kan regne med i fremtiden,” siger Björn Lindeborg.