Newsec Advisory har opgjort transaktionsværdien af større ejendomsinvesteringer i 2022 til 75 mia. kr. Det er 23 pct. lavere end rekordåret 2021, men tæt på gennemsnittet for perioden 2016-2021. At I årets 1. halvdel fortsatte det stærke momentum fra 2021 med stor efterspørgsel efter boligejendomme. Det ophørte fra midten af året. Navnlig nordiske købere ophørte med at investere i danske ejendomme.
Opbremsning fra midten af året
Markedsaktiviteten var høj i årets 1. halvår, men faldt mærkbart fra midten af 2022, og de foreløbige tal for 4. kvartal viser et investeringsniveau, der lå betydeligt under normalen. Newsec’s opgørelse viser et fald på 45 pct. sammenlignet med samme periode sidste år. Der er tale om et foreløbigt tal, som kan blive revideret op, når handler i årets sidste dage offentliggøres.
”4. kvartal er normalt en intens periode for ejendomshandler, hvor der afsluttes mange transaktioner i slutningen af året. Det er min opfattelse, at der har været mindre travlhed i år, og at vi næppe vil se markante opjusteringer af 2022”, siger Robin Rich, head of research i Newsec Advisory.
Opbremsning i bolighandler forklarer ¾ af faldet i de samlede ejendomsinvesteringer
Nedgangen i investeringsaktiviteten skyldes i meget høj grad et markant fald i salget af bolig-ejendomme i 2. halvdel af året. Newsec har opgjort omfanget af boligtransaktioner i 4. kvartal til 3 mia. kr. i 4. kvartal. Det er 83 pct. lavere end samme periode sidste år. Den samlede transaktionsværdi af bolighandler faldt fra 51 mia. kr. i 2021 til 34 mia. kr. i 2022. Salget af kontorer og industriejendomme faldt også mærkbart.
Come-back i detailtransaktioner
Til gengæld steg investeringerne i detailejendomme markant som følge af nogle meget store handler; Magasin, Galleri K, Aldi-porteføljen samt et par butikscentre. Med en sammenlagt transaktionsværdi omkring 15 mia. kr. i 2022, blev detailsegmentet det næststørste efter boligejendomme. Det er første gang i fem år.
Tilbagegang i nordiske opkøb
Udenlandske investorer har øget deres tilstedeværelse på det danske ejendomsmarked igennem de senere år. I 2022 fladede den udvikling ud som følge af en markant nedgang i de nordiske - primært svenske - opkøb. Andre udenlandske investorer end nordiske fik derimod større vægt, og stod ifølge Newsecs opgørelse for første gang i 2022 for en større transaktionsværdi end de danske.
Udsigt til lavere investeringsaktivitet i 2023 - På samme tid sidste år forventede Newsec et transaktionsniveau på 85-90 mia. kr. i 2022. At det endte lavere kan næppe undre i lyset af, hvor turbulent et år, det viste sig at blive. Ser vi fremad ind i 2023 er mange af de samme faktorer til stede. Lav - muligvis negativ - økonomiske vækst. Rekordlav erhvervstillid. Høje renter og finansieringsomkostninger samt stramme kreditvilkår. Usikkerhed blandt købere (og sælgere) omkring pristilpasning og afkast på alternative investeringer såsom ejendomme.
”Udsigterne for det makroøkonomiske og finansielle miljø peger i retning af at investeringsaktiviteten i 2023 kan blive lavere end i 2022, for derefter at stige igen i 2024 efterhånden som væksten vender tilbage, rentestigningerne ophører og investorernes forventninger til ejendomsafkastet stiger igen”, siger Morten Jensen, adm. Direktør i Newsec Advisory i Danmark.