Om du er til Beethoven, Debussy eller Duke Ellington, kan du være heldig, at der strømmer sød klavermusik ud fra stueetagen i Bohrsgade 7. Her, i Carlsbergfondets prisvindende ejendom ”Forskerboligerne”, er Pianoteket nemlig ved at flytte ind med flygler og klaverer. Newsec Advisory har hjulpet Carlsbergfondet med at finde den musikalske lejer til det nyopførte showroom.
Klaver- og flygelforretningen Pianoteket, der leverer instrumenter og serviceydelser til blandt andre Det Kongelige Teater, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og DR SymfoniOrkestret, kommer nu også til at sørge for, at kammertonen stemmer i Carlsberg Byen. Pianotektets afdeling i Glostrup flytter i disse dage til Bohrsgade 7, som ligger helt ideelt – tæt på det livlige Tapperitorv og med udsigt til den smukke Jacobsens Have.
Carlsbergfondet, der blev stiftet af den visionære brygger J.C. Jacobsen i 1876, står bag opførelsen af den prisbelønnede ejendom, dedikeret til forskere og deres familier. De 22 forskerboliger er opført i det sydøstlige hjørne af Carlsberg Byen ved siden af de fredede Hængende Haver og den tidligere mineralvandsfabrik. Ejendommens placering og formål forener dermed ølbrygning, forskning, erhvervs- og kulturliv i fin tråd med den gamle Jacobsen-ånd – og om ikke endnu mere nu med Pianotekets tilstedeværelse.
Både Carlsbergfondet og Pianoteket er enige om, at det er et perfekt match, og begge har været meget tilfredse med processens forløb. ”Lige fra begyndelsen havde vi et ønske om at komme til Carlsberg Byen og slå tonen an dér for vores Københavnske afdeling, og i den sammenhæng har vi ikke en finger at sætte på det gode stykke arbejde, som Newsec Advisory har gjort for os,” udtaler Freddie Valgaard, daglig leder af Pianotekets Københavnsafdeling.