Newsec ansætter nordisk COO med solid ejendomsbaggrund

16. januar 2020

Gennem de seneste år er Newsec Property Asset Management vokset hurtigt hovedsageligt gennem opkøb og er nu det næststørste selskab i Europa, når man ser på antal kvadratmeter under forvaltning. Denne  vækstrejse forventes at fortsætte, og Newsec ansætter derfor Rikard Nyhrén som Chief Operating Officer, COO, med ansvar for at forenkle arbejdsprocesser og udbrede best practice inden for koncernen. Han kommer fra en rolle som chef for ejendomme i det svenske firma Hemsö.

Rikard Nyhrén har en solid industribaggrund fra flere regionale markedsledere og har erfaring med at drive komplekse forandringsprojekter.

”Vi er på vej i en meget spændende retning lige nu, vokser hurtigt og investerer i at opbygge fremtidens ejendomsadministrationsselskab, med alt hvad der følger med af digitaliserede processer og smarte måder at arbejde på. For at sikre, at vi holder tempoet og leverer i henhold til vores planer, ansætter vi nu Rikard som COO. Vi værdsætter særligt hans solide branchebaggrund og erfaring med at drive komplekse forandringsprojekter med mange interessenter. Vi tror på, at han vil være i stand til at hjælpe os med at fokusere på de rigtige ting. Det faktum, at han er et konkurrencemenneske, er også et plus,” siger Björn Lindeborg, chef for Newsec Property Asset Management i Norden og Baltikum.

Rollen som COO dækker Newsecs ejendomsadministrationsvirksomhed med ca. 1600 medarbejdere, der i alt har 40 millioner kvadratmeter under forvaltning i Norden og Baltikum.

”Jeg ser frem til at lære en ny organisation at kende, og jeg synes, det bliver særligt spændende at skulle arbejde i en international rolle. Jeg håber, at jeg kan tilføje værdi ved at støtte udviklingen af kvalitative processer på tværs af landegrænser, så kunderne får en ensartet Newsec-oplevelse uafhængigt af landet. Jeg har fået et positivt indtryk af Newsec, både hvad angår de forretningsmæssige mål og med hensyn til den varme og inkluderende kultur, jeg har mødt,” siger Rikard Nyhrén.

Rikard Nyhrén vil blive en del af det nordiske ledelsesteam og rapportere til Björn Lindeborg, men vil arbejde tæt sammen med landecheferne og deres organisationer.

”Rikard bliver en god støtte for os i vores daglige forretning i Danmark. Vi vil få hjælp til at skabe det rigtige momentum i igangværende projekter på nordisk plan og sprede de gode initiativer fra hele koncernen, så vi bedst muligt udnytter vores styrke som den største full service ejendomsforvalter på det nordiske marked,” siger Thomas Kempf, administrerende direktør i Newsec Property Asset Management i Danmark.

Rikard starter i sin nye rolle i foråret 2020.

Thomas Kempf Administrerende direktør Direkte +45 45 26 02 82 Mobil +45 21 41 21 66