Newsec henter ny Head of Compliance

Sanne Ravn, tidligere juridisk konsulent i Codan Forsikring A/S, SOS International A/S og senest Københavns Universitet, bliver ny Head of Compliance i Newsec Property Asset Management. Sanne Ravn tiltræder d. 1. januar, hvor hun vil få ansvaret for at styrke virksomheden yderligere på det juridiske område.

Newsec henter ny Head of Compliance
3. januar 2022

Sanne Ravn kommer med en bred erfaring fra sit mangeårige juridiske arbejde. Hun har 10 års erfaring som jurist i forsikringsbranchen, herunder i et af Skandinaviens største forsikringsselskaber, Codan Forsikring, og har senest arbejdet som specialkonsulent hos Københavns Universitet.

Sanne Ravn ser frem til at blive en del af Newsec, hvor hun i sin nye rolle vil have særligt fokus på at gøre compliance til et konkret redskab, der kan indgå i arbejdsgange og målsætninger. 

"Kravene til compliance er konstant voksende, og mange opfatter området som tungt og rigidt. Mit mål er at sikre, at vi integrerer compliance, så det ikke kun er et juridisk anliggende, men også et værktøj, som kan skabe værdi for Newsec, kunder og leverandører. Jeg glæder mig til at samarbejde med kollegaer på tværs af fag og understøtte forretningen heri," siger Sanne Ravn, ny Head of Compliance i Newsec. 

Stigende behov i ejendomsbranchen

Stærke kompetencer inden for compliance er blevet et vigtigt parameter, når virksomheder opererer i ejendomsbranchen. Selve branchen er i hurtig udvikling, og det betyder, at lovgivning og krav naturligt følger med i samme tempo. Både på europæisk og nationalt niveau. Her er det vigtigt at have de rette kompetencer, så man som virksomhed er i stand til at yde den store indsats på området, som kræves i dag.

”Der er ingen tvivl om, at det område, som Sanne er ekspert i, får stadig større betydning. Det er vigtigt, at vi som virksomhed er på forkant med de regler og krav, der kommer, så vi kan tilpasse os og stå så stærkt som muligt. Det er en vigtig prioritet for Newsec. Derfor er vi glade for at få Sanne ombord, der har så dygtige kompetencer og stor erfaring inden for feltet,” forklarer Kim Andersen, administrerende direktør i Newsec Property Asset Management.

Sanne Ravn er uddannet jurist fra Københavns Universitet. Hendes professionelle erfaring tæller bl.a. arbejde med regressager, konkurrence-, forbruger- og markedsføringsret samt persondatalovgivning og GDPR.

Newsec Property Asset Management er den største ejendomsforvalter i Nordeuropa med i alt 47 millioner kvadratmeter under forvaltning. 

Property Asset Management