Ny normalvedtægt for ejerlejligheder

En ny normalvedtægt for ejerforeninger blev klar sidste år, og der er nu også endelig kommet en ny normalvedtægt. Der er tale om opdateringer, så juraen på området bliver mere tidssvarende i forhold til ejerforeningernes udfordringer. Bemærk dog – normalvedtægten kan trumfe ejerforeningernes egne vedtægter, så ejerforeningerne bør i god tid tage stilling til ændringerne.

Ny normalvedtægt for ejerlejligheder
23. marts 2021

Folketinget vedtog i 2020 en ny ejerlejlighedslov. I forlængelse af loven er der nu endelig også udstedt en ny normalvedtægt. Normalvedtægten træder i kraft for nye foreninger pr. 1. januar 2021. For eksisterende foreninger træder den via en overgangsordning først i kraft den 1. januar 2022. Indtil da anvendes normalvedtægten fra 2004.

Den gamle lov var fra 1966, og den seneste normalvedtægt fra 2004 har været gældende siden 1. januar 2005. Både loven og normalvedtægten har trængt til at blive reguleret og opdateret.

Formålet har været at gøre loven lettere at forstå, og give et bedre grundlag for at håndtere de problemstillinger, som vi som administrator oplever i ejerforeningerne i dag.

Loven er kommet med en række direkte anvendelige bestemmelser, som foreningerne fremover kan bruge uden at skulle opdatere foreningens egne vedtægter. Dem kan I læse om her.

Normalvedtægt kan trumfe jeres egne vedtægter
Den nye normalvedtægt får også betydning for alle ejerforeninger, og her skal foreningerne være opmærksomme. Det forholder sig nemlig sådan, at den til enhver tid værende normalvedtægt finder såkaldt udfyldende anvendelse på forhold, der ikke er behandlet eller ikke er behandlet fuldt ud i foreningens egne vedtægter.

Hvordan man som forening påvirkes afhænger af, hvilken type vedtægt foreningen har i dag. Derfor er det en god idé at undersøge, om I skal foretage sig noget i den forbindelse – og måske søge assistance hos en rådgiver eller administrator for at få dette afklaret.

Du kan læse mere om den nye normalvedtægt her, hvor I også kan finde et link til en oversigt over forskellene på den nuværende og den nye normalvedtægt.

Foreninger Nyhedsbreve År 2021